Teknologi og historie åbner døren til diversitet i Datalogi – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2017 > Teknologi og historie ...

08. september 2017

Teknologi og historie åbner døren til diversitet i Datalogi

FemTech

Når Copenhagen Maker festivalen slår dørene op i Carlsberg Byen den 8. – 10. september kan deltagerne blandt andet gå i fodsporene af Grace Murray Hopper, en af verdens store dataloger. Installationen GRACE kombinerer historie, skaberkultur og IoT teknologi og har til formål at fortælle en alternativ historie om teknologiens mange muligheder.

Møl i maskineriet

For præcis 70 år siden fandt Grace Murray Hopper det første computer bug nogensinde, da hun arbejdede på Harvard Mark II, der spillede en vigtig rolle under 2. verdenskrig. Mere konkret lyder historien: Den 9. september 1947 blev der fundet en møl i Mark II og i logbogen blev der skrevet “First actual case of bug being found”. Efterfølgende forklarede de, at de havde ’debugged’ maskinen.

Den gang var der tale om et rigtigt møl, og selvom computere i 2017 ikke bliver inficerede af møl, har begrebet om at ’debugge’ computere overlevet og betegner i dag arbejdet med at sørge for, at software koden fungerer, som den skal.

GRACE: Origami bugs, micro-controllers og app

Under Copenhagen Maker 2017 vil forskningsprojektet FemTech.dk fejre 70 års jubilæet for fundet af dette første bug via en sjov, inddragende og lærerig installation. Helt konkret er GRACE installationen en 2,40 meter store repræsentation af en gamle elektronmekanisk computer med vakuum rør, ligesom computere så ud, da Grace fandt sit møl. 

Copenhagen Maker deltagere har så mulighed for at lave ’bugs’ ved brug af origami, som vil blive placeret på installationen. GRACE er en såkaldt IoT-device (dvs. den er tilknyttet Internettet), som har 8 micro-controllers (mikro computere) der gennem servo motorer kan styre de påsatte origami bugs.

Udover selve installationen har FemTech.dk udviklet en gratis app (tilgængelig på AppStore og Google Play), som alle kan downloade, og ved at squishe den digitale repræsentation af origami bugs på Grace App, vil de fysiske papir bugs bevæge sig på den fysiske installation.

FemTech.dk vil ændre synet på datalogi i samfundet

- Vi deltager i Copenhagen Maker, fordi vi mener, at succes med fremtidens teknologiudvikling afhænger af, om vi lykkes med at skabe diversitet blandt dem, der designer og udvikler teknologi til samfundet. Teknologi er en vigtig del af alle danskeres arbejde, uddannelse, privatliv, og fritid – og derfor skal sammensætningen af teknologiudviklerene repræsentere sammensætningen i befolkningen, således at det muliggør, at forskellige erfaringer, kompetencer og perspektiver sættes i spil. Vi håber, at installationen vil give os mulighed for at fortælle om datalogi på en ny måde, fortæller Pernille Bjørn, der er leder af FemTech.dk forskningsprojektet og den eneste kvindelige professor på Datalogisk Institut, Københavns Universitet (DIKU).

FemTech.dk forskningsprojektet er funderet på DIKU og har som formål at være med til at skabe diversitet og inklusion inden for teknologiudvikling: 

- Med forskningsprojektet vil vi gerne omskrive historien om datalogi og finde nye måder, vi kan åbne op for faget understøttet af nye undervisningsmetoder - i et forsøg på at udvide ansøgerfeltet til datalogi, siger Pernille Bjørn.

Det er et kendt problem, som om og om igen dukker op i medielandskabet, at antallet af kvinder inden for datalogien er langt lavere end antallet af mænd. På DIKU mærkes problemstillingen også med kun 12,4 % kvinder blandt den nye årgang bachelorstuderende på datalogiuddannelsen. Det er dog en stigning fra sidste år med en andel på kun 7,7 %.

FemTech.dk projektet ønsker dog at sætte fokus på ikke kun flere kvinder inden for faget, men generel diversitet i skaren af dataloger. Og dette fokus støttes blandt andet af Dansk Industri: 

- Danmark mangler akut teknologiske talenter, hvis vi skal vinde fremtiden. Derfor er det vigtigt, at alle, der har lysten og evnerne til at arbejde med teknologi, gør det og at der også inden for datalogi er diversitet. Vi håber, at FemTech.dk kan få flere til at vælge teknologien til – lige meget, hvem de er, understreger Christian Hannibal, Fagleder DI Digital.

Billeder før og under Copenhagen Maker