Gymnasieelever programmerede venlig bamse – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2017 > Gymnasieelever program...

15. maj 2017

Gymnasieelever programmerede venlig bamse

Piger i IT

Frederikke og Aroosa fra Albertslund Gymnasium var begejstrede for at være med på en FemTech workshop arrangeret af Pernille Bjørn fra DIKU. Pigerne programmerede en 'venlig' bamse, der i nogle tilfælde kan give en ekstra time på øjet om morgenen.

Vestegnen - 12. maj 2017 kl. 14:16 Af Peter Erlitz: Piger programmerer venlig bamse

Hvordan gør vi pigerne mere interesserede i IT? Det er et problem, alle videregående uddannelsesinstitutioner, der udbyder uddannelser inden for software og programmering, tumler med. Kun ca. 10 procent af pigerne vælger de 'hårde' programmeringsuddannelser som fx. datalogi.

Professor i datalogi på Københavns Universitet, Pernille Bjørn, vil gerne inspirere flere piger til at læse datalogi. Hun arrangerede i april 2017 en 'Fem-tech-workshop' særligt for piger, hvor elever fra blandt andet Albertslund Gymnasium var inviteret med.

Fra venstre: Aroosa, Frederikke og Pernille. Foto Kim Rasmussen

»Jeg var forberedt på det værste. Og sådan blev det jo slet ikke, det var rigtig sjovt. Det var rigtig fedt, at vi var så blandet - det var slet ikke sådan, at jeg var omgivet af nørder,« lyder det fra Frederikke Segato Stubban.

I dag ser hun med begejstring tilbage på den teknologi-workshop, som Pernille Bjørn for nylig stod bag på Københavns Universitet.

Frederikke var sammen med klassekammeraten i 2.g på Albertslund Gymnasium, Aroosa Hameed Kazmi på en FemTech-workshop - der som navnet antyder kun var for piger. De to piger fik i den grad revideret deres opfattelse af, hvad programmering går ud på og hvad det kan bruges til. Og at det ikke kun er for »nørder«.

Hele idéen er at ændre opfattelsen af, hvad teknologi er, og hvordan en teknologi-udvikler »ser ud«. I dag er det sådan, at kun 7-9 procent af de studerende på datalogi-studiet er kvinder. Netop datalogi har en helt særlig udfordring i forhold til at få kvindelige studerende ind, også sammenlignet med andre tekniske uddannelser,« fortæller Pernille Bjørn, der er professor ved Datalogisk institut ved Københavns Universitet. Derfor har man startet et forskningsprojekt, der skal finde veje til at ændre opfattelsen af teknologi og de, som udvikler den - ikke mindst i et forsøg på at ændre kønsbalancen på datalogi-studiet.
Frederikke og Aroosa er begge super dygtige elever på Albertslund Gymnasium, men de havde kun et begrænset kendskab til programmering inden workshoppen. Det var heller ikke meningen - ligesom det heller ikke er et mål, at denne type workshops i sig selv får flere studenter til at søge ind på datalogistudiet. Omdrejningspunktet er at få aflivet de fordomme, der er om faget.

Det var sjovt

Frederikke og Aroosa vil formentlig ikke læse datalogi, når de har fået studenterhuen på, men workshoppen åbnede deres øjne for, at teknologi og programmering er meget mere sjovt, end de havde troet. Og at det måske kan kombineres med en fremtidig uddannelse.

»Vi havde det sjovt alle sammen. Det var rigtig godt, at deltagerne var alle typer piger med alle mulige baggrunde, og så blev vi rystet godt sammen,« fortæller de to piger, der lige skulle vænne sig til, at hele workshoppen foregik på engelsk.

»Vi fik set, at teknologi er noget, som vi benytter os af hele tiden, og at programmering i høj grad også kan bruges i vores hverdag, uden man tænker nærmere over det. Og så fik vi set, at programmering og teknologiudvikling absolut ikke er noget, som kun foregår foran en computerskærm,« tilføjer Frederikke og Aroosa.

Den venlige bamse

De fik en grundlæggende teoretisk og praktisk viden om programmering, og så fik de mulighed for at skabe deres egen teknologi - indbygget i en bamse! Den venlige bamse vil gå lige i hjertet på enhver teenager, som elsker at sove længe. Når de unge vågner om morgenen, kan de trykke bamsen på den ene pote. Hvis der tændes et rødt lys, så er det ud af fjerene. Tændes et grønt lys, så kan de sove lidt længere, fordi første lektion på gymnasiet er blevet aflyst. Det er da noget af en bamse at have liggende på natbordet.

Fotograf Kim Rasmussen

Og hvordan går det så til?

Jo, det handler om programmering af en mikro-kontroller - populært sagt en mini-computer.

Mikro-kontrolleren bliver programmeret med data fra skolesystemet Lectio. Her har eleverne deres skema liggende, og her vil det også fremgå, hvis en lektion aflyses. Disse data overføres til mini-kontrolleren, som så programmeres til, hvilken farve lys, der skal tændes - afhængig af data.

Pigerne har så syet både mikro-kontroller og lys fast på bamsen ved hjælp af ledende tråd, ligesom de har forsynet den ene pote i bamsen med en ledende stofknap.

»Det var sjovt - og vi fandt ud af, at programmering altså ikke kun er for nørder, men virkelig kan bruges til noget,« lyder det fra Frederikke og Aroosa.

Foto Kim Rasmussen

Nye måder i datalogi-undervisningen

De to Albertslund-pigers positive oplevelse af workshoppen, flugter fint med idéen bag FemTech.

»Vi vil gerne omskrive historien om datalogi. Vi vil med forskningsprojektet gerne finde nye måder, vi kan undervise på - i et forsøg på at ramme nogle, der ellers ikke ville læse datalogi,« siger Pernille Bjørn.

Hun påpeger, at den manglende diversitet hos de studerende, er et problem.

»Samfundet skriger på it-folk, men vi rekrutterer kun datalogi-studerende fra halvdelen af befolkningen, sådan groft sagt. Det er en udfordring. Skal vi løse den, så er vi nødt til at ændre det syn, der er på teknologi-udviklerne,« siger Pernille Bjørn.

Læs artiklen på: sn.dk/Vestegnen/Piger programmerer venlig bamse