Lambdabamserne brillerede endnu engang til DM i programmering – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2017 > Lambdabamserne briller...

25. oktober 2017

Lambdabamserne brillerede endnu engang til DM i programmering

DM i programmering

Årets DM i programmering blev igen i år en flot KU-præstation. Lambdabamserne placerede sig som nr. 1 for 7. gang - andre DIKU-hold fulgte godt med.

36 toptunede hold sad klar ved tasterne i August Krogh Kantinen, da startskuddet til årets DM i programmering for studerende blev givet lørdag den 7. oktober kl. 11. Samtidig hermed sad tilsvarende hold klar på hhv. Aarhus og Aalborg Universiteter i DK samt på de fleste større nordiske universiteter - konkurrencen afvikles nemlig i hele Norden på et og samme tidspunkt.

hver ballon repræsenterer en løst opgave

Hele 11 forskellige opgaver var der linet op til dysten, som de enkelte teams kunne vælge at kaste sig ud i ud fra en formodning om sværhedsgrad, hurtig løsning eller yndlingsdisciplin. Der gives point (og sættes en ballon op) for hver opgave der løses, samt for tiden der bruges på at løse den, og der gives yderligere credits til det team, der først løser en opgave.

På det fælles scoreboard for København kunne man følge med i stillingen, som konkurrencen skred frem. I starten var feltet meget spredt, og mange teams løste den første opgave relativt hurtigt, dvs. inden for ganske få minutter. Men snart begyndte de skrappeste teams at lægge afstand til hovedfeltet, og spændingen om vinderkonstellationen koncentrerede sig om en håndfuld særligt dygtige studenterprogrammører fra hhv. KU og DTU. Tjekkede man imidlertid ind på den fælles danske resultattavle, blev der givet kamp til stregen fra både AU og AAU.

And the winnner is......

Skulle det mon lykkes Lambdabamserne fra KU at score ikke blot hattrick, men at gafle den 7. sejr ud af 8 år i rap? Spændingen blev udløst ret hurtigt, idet Lambdabamserne alias Jakob Bæk Tejs Knudsen, Datalogi, samt Peter Rasmussen og Nikolaj Simling, Matematik, lagde sig komfortabelt i spidsen af feltet et par timer før konkurrencen sluttede kl. 16.00. Med 9 løste opgaver ud af 11 mulige viste de sig langt mere overlegne end i 2016 med 7 ud af 11 opgaver.

De glade vindere, fra venstre Nikolaj Simling, Jakob Bæk Tejs Knudsen og Peter Rasmussen

Vinderteamet modtog en gavecheck på 10.000 kr. , som skal bruges til at finansiere deres deltagelse i de nordvesteuropæiske programmeringsmesterskaber i Bath den 25.-26. november.

Andre KU-/DIKU-hold klarede sig også flot

Med 6 løste opgaver landede KUs Participants, alias Gabriel Damsholt,
Carl Andreas Dybdahl og Jonas Klausen på en samlet dansk 3.-plads umiddelbart efter Århus-klassikeren Beyond Ballmer’s Peak ∪ Frank - også Participants skal deltage i de nordvesteuropæiske mesterskaber til november. Så samlet set en var årets resultat en stor triump for de ca. 20 tilmeldte KU-/DIKU-hold. Se hele resultatlisten.

Netcompany og Jobindex er officielle sponsorer og arrangører. Følg med på FB-siden DM i programmering.